Dialogcentret – en problematisk kilde

Dialogcentret i Århus støber kuglerne til mediernes angreb på frikirker og karismatisk kristendom.Når en journalist ringer til Dialogcentret for at få et ekspertudsagn, får han/hun ofte en holdningstilkendegivelse. Dialogcentret er nemlig en interesseorganisation, hvis formål er ”dialog i konfrontation” mod alt, hvad der ikke stemmer med deres udlægning af den evangelisk-lutherske bekendelse. Og det gælder både islam, nyreligiøsitet, sektvæsen 1 og kristne initiativer som Alpha-kurser og frikirker.

Af Svend L. Madsen
Journalist med
diplomuddannelse
fra Odense Universitet.

Det kan dokumenteres ud fra Dialogcentrets egne udgivelser – men det når den travle journalist ikke at undersøge. Og derfor kommer Dialogcentrets skudsalver over for alt, hvad der bevæger sig i den kirkelige verden, til at stå som uangribelige fakta i avisen til stor skade for levende og karismatisk kristendom.
Det er problematisk – ikke kun fordi det er skadeligt, men mest fordi det simpelthen er forkert. Journalisten kommer til at svigte i sin rolle som ”læsernes advokat”.
Det sker, fordi de fire traditionelle kilde-typer sammenblandes: faktakilde, ekspertkilde, erfaringskilde og holdningskilde.
Fakta henter man fra skriftlig dokumentation, eksperter fra uvildige uddannelses- og forskningsinstitutioner, erfaringer fra mennesker, som er i direkte berøring med sagen, og holdninger fra politikere og andre meningsdannere.
I Dialogcentrets tilfælde tror journalisten, han har fat i en ekspertkilde fra en uvildig institution, mens han i realiteten bliver præsenteret for en holdning fra en folkekirkelig forening.

Det skete for nyligt, da en lille apostolsk menighed udelukkede et medlem af menigheden, og det medlem gik til Herning Folkeblad og sværtede menigheden til.
Journalisten ringede med det samme til Dialogcentret og fik bekræftet historien, uagtet at centret aldrig har sat sine ben i den pågældende kirke – og samtidig blev hele Apostolsk Kirke beskyldt for at være inficeret med ondets rod: den forkætrede fremgangsteologi.

Nu er spørgsmålet så: Hvad berettiger Dialogcentret at komme med den slags anklager? Og hvad er centret egentlig for en størrelse?
Set fra et religionsvidenskabeligt perspektiv er Dialogcentret en såkaldt antikult-gruppe der , som navnet siger, er imod alle former for kulter og sekter og religiøse retninger med sekteriske symptomer.
Dialogcentret hævder selv, at organisationens formål er at drive kritik af religiøse grupper og sekter på en måde, der ikke er ulig den debat, der finder sted mellem forskellige politiske partier.
Foreningen selv kalder det ”dialog i konfrontation”, hvormed Dialogcentret ønsker at definere sin tilgang til dialogen mellem religioner i modsætning til uforpligtende udveksling af holdninger og synspunkter.
Hvad er så deres berettigelse som kilde? Lad os bruge de fire kildetyper som filter:

Jens Linderoth (tv) overtog formandsposten i Dialogcentret efter
Johannes Aagaard (th), der stiftede organisationen i 1973.

Siden Dialogcentret blev stiftet af den navnkundige teologiprofessor Johannes Aagaard i 1973, har centret udgivet et væld af pjecer med ”kritisk information” om alt fra sekter som Jehovas Vidner og Mormonerne til mere eksotiske religiøse strømninger som Transcendental Meditation og Moon-bevægelsen. Centret startede som en studiekreds under Århus-professoren og udviklede sig derfra til en interesseorganisation med base i en lille villa i nærheden af Århus Universitet. Udgivelserne var et kærkomment indblik i de mange nyreligiøse strømninger, som på den tid oversvømmende Vesten i kølvandet på hippiekulturen. Dialogcentret drog på studierejser til bl.a. Indien for at studere nyreligiøsitetens ophav i hinduismen og budhismen. Det udviklede sig bl.a. til et hjælpearbejde blandt de ”Vestens unge”, som var strandet i udlandet, indfanget af religionernes bagside. Prisværdigt ud fra et kristent synspunkt, betænkeligt ud fra en kildekritisk position: På Journalistuddannelsen ved Syddansk Universitet får man at vide, at Dialogcentret bestemt ikke er en uvildig informationskilde, men en missionsorganisation. De har et budskab, de skal sælge.

En ekspert udtaler sig ud fra ophobet information inden for et bestemt område. Det drejer sig fortrinsvis om forskere indenfor de danske universiteter. Deres vurderinger bliver taget for gode varer netop, fordi de kommer ud fra studier ved en uvildig institution. Alligevel finder vi også i sådanne ekspertudtalelser fordomme, blinde vinkler og stereotypier.
Denne fare er endnu større i Dialogcentret som jo ikke lægger skjul på deres ideologiske udgangspunkt. ”Vi prøver at virkeliggøre dialog i konfrontation”, står der på forsiden af Dialogcentres hjemmeside, som fortsætter: ”Vores opgave er at tage nyreligiøsitetens, relativismens og sekterismens udfordring op både inden for og uden for kirken” ( www.dci.dk).
Det bliver ikke bedre af, at centret studerer de samme kilder og har en tendens til at hive gamle kaniner op af hatten igen og igen. Således bliver ”fremgangsteologi” fra 1980’erne og 90’erne hæftet på kristne kirker og bevægelser, uagtet at de måske har udviklet en mere balanceret teologi siden. Og at problemet måske slet ikke er teologisk, men bunder i forskellig mødestil og arbejdsmetode. Rigtig galt gik det, da Dialogcentret gik til angreb på de populære Alpha-kurser i 2004. Her blev kurset, der er udviklet i en anglikansk kirke i England og flittigt benyttet i danske folkekirker, anklaget for overfokusering på Helligånden, såkaldt nådegave-automatik og manipulation:
”Alpha går en smule manipulerende til værks med en skjult dagsorden, så deltagerne presses til omvendelse, skrev centerleder Jens Linderoth (i Den nye Dialog (DnD) februar 2004).
Det førte til voldsomme protester fra bl.a. sognepræst Helge Pahus, og et dialogmøde blev sat i værk. Men selv efter det, er Jens Linderoth stadig ”kritisk over for særligt den såkaldte Helligånds-weekend i Alpha-materialet, der for mig at se indeholder alt for meget oplevelses- og nådegave-automatik” (DnD Juni 2004).
Alpha-kurset er stadig infiltreret af ”vildfarende tendenser” fra fremgangsteologien, skriver han i samme blad og altså efter dialogmødet. Han kan dog gå med til, at kurset bruges i luthersk sammenhæng suppleret af et KFUM-K-materiale.
Men det holder hårdt at få indrømmelser fra Dialogcentret, da man jo netop argumenterer ud fra den mission, foreningen har påtaget sig.

Det er altid rart for en journalist at kunne krydre sin artikel med en erfaringskilde, der uden omsvøb kan dokumentere artiklens påstande med egne erfaringer. Det gør artiklen mere levende og har også den fordel, at læserne har nogen at identificere sig med – jo mere følelserne er involveret, jo bedre er det. Men det har også sine farer, især hvis erfaringen bliver artiklens vinkel og erfaringskilden bliver ophøjet til ekspert. Det kan ikke undgås, at de surt erhvervede erfaringer påvirker ens holdninger.
Dialogcentrets leder, Jens Linderoth, er selv vokset op i en sekt. Og selv om han kom ud af bevægelsen som 11-årig, har det alligevel haft en kraftig påvirkning:
– Mine erfaringer gør, at jeg har en indignation over for sekterisk religion. Hvis der er børn involveret i noget sekterisk, bliver jeg vred. Så vred, at jeg nogle gange skal passe på, hvad jeg siger eller skriver”, siger Jens Linderoth til Kristeligt Dagblad (24. april 2004).
Sektbaggrunden har også gjort, at Linderoth havde svært ved at falde til i en kristen menighed, som han opfattede som indspiste subkulturer (Kristeligt Pressebureau 24. februar 2005).
I Dialogcentrets medlemsblad er der et stort interview med Jens Linderoth og hans forældre om deres erfaringer i sekten. Her kommer netop de emner frem, som Linderoth nu ser i fremgangsteologien: Det var forbudt at tænke negative tanker, og dårligdomme som sygdom var folks egen skyld.
Han indrømmer, at disse erfaringer farvede hans holdninger til andre mennesker:
– Jeg havde ikke tillid til andre. Jeg blev meget kritisk og var opsat på at skulle finde en mening med det hele… havde en negativ tilgang til tilværelsen. Og jeg vidste godt, at meget af det hang sammen med min Menos-baggrund (DnD juni 2004).

Det er der vist ingen tvivl om, ovenstående taget i betragtning. Det som slår hovedet på sømmet er imidlertid, at Dialogcentret også kan finde på at gribe aktivt ind i en kirkes indre anliggender. Således har centret i længeres været involveret i Melby sogn i Nordsjælland, en lokal folkekirke, som de mener bliver infiltreret med nyreligiøsitet. Den såkaldte Melby-sag fylder godt i medlemsbladet, og er ”…en sag, der sætter spørgsmålstegn ved folkekirkens grundlag. Samtidig med det, er der dybt usunde gruppedynamikker på spil, der har ført til ”mobning”, manipulerende mistænkeliggørelse og hindring af den ellers populær sognepræst Olafur Felix Olaffsons arbejde til skade for alle folkekirkens medlemmer i sognet” (DnD februar 2006).
Dialogcentrets holdning bliver til handling, og den studiegruppe som startede for 34 år siden for blot at afdække de mystiske bevægelser som oversvømmede landet på det tidspunkt, er dermed udviklet til en aktionsgruppe, der griber ind overfor trusler mod folkekirkens evangelisk lutherske bekendelse.
Sagen startede med at en teosof, Torben Normark Hansen, brugte Melby kirke som platform for ”undergravende virksomhed”. Det fik Dialogcentret til at uddele en folder i sognet, invitere befolkningen til et debatmøde om sagen og støtte nyvalg til menighedsrådet. De begrundede deres indblanding i folderen: ”Vi blander os i forholdene i Melby sogn, fordi vi fra forskellige sider er blevet gjort opmærksomme på, at der måske var nyreligiøse kræfter på spil i Melby kirke. Vi henvender os til jer med denne rapport, fordi vore undersøgelser for os at se viser, at kræfter i og udenfor Menighedsrådet ved nogle initiativer, læserbreve og andet arbejder for at åbne folkekirkens døre for alt fra New Age til islam og dermed sætter et stort spørgsmålstegn ved det grundlag folkekirken hviler på, samtidig med at de tilsyneladende arbejder på at mistænkeliggøre sognepræsten og skubbe ham ud af embedet.”
Sagen kan følges på Dialogcentrets hjemmeside www.dci.dk/?tema=melby.

Danmark er foreningernes land – der er angiveligt lige så mange foreningsmedlemskaber som der er indbyggere – og det præger også den kirkelige undergrund. En af disse foreninger er Dialogcentret, der på grund af et udpræget behov for oplysning og en markant lederskikkelse i tre årtier har vundet indpas som kilde til viden om religion i medierne. Det er svært at anfægte denne position, blot kan man bede til, at den vil blive brugt med omtanke. For det er problematisk at optræde i medierne som uvildigt videncenter, når man har fingrene dybt nede i personlig rådgivning af sektofre og lederen selv er negativt påvirket af sin egen sektbaggrund.
Det gør det ikke bedre, at Dialogcentret siden Jens Linderoth overtog ledelsen har haft brug for sager, der kunne give foreningen fornyet ”profilering og gennemslagskraft” efter Johannes Aagard-æraen (DnD november 2004).
Det er lykkedes at komme i medierne, men ærgerligt at det sker på kristne kirkers bekostning.